meget lidt modstand ‑ ikke mange er indstillet på at lytte.

Harry Potter er bl.a. så populær, fordi han så markant er nødt til at finde frem til et "hvorfor" der kan sætte de voldsomme hændelser i hans liv i det rette perspektiv.

BEHOVET FOR SELV AT KUNNE SKABE SAMMENHÆNG

På samme måde er hovedpersonerne i fantasygen­ren som regel drevet af en klar bevidsthed om hvorfor de er nødt til at gøre som de gør.

Modsat fx meget af 1980'ernes børnelitteratur som hand­lede om rådvilde børn og unge. ‑ De var typisk alene i verden uden nogle voksne der kunne hjælpe dem. Og fortællingerne endte ikke altid godt.

Måske fordi perioden havde et anderledes overskud til at se meget nøgternt på virkeligheden, end vi har i dag hvor moderniteten for alvor er slået igennem i børnenes liv. De lever et meget fragmenteret liv med fem‑seks basiskul­turer i hjemmet (eller som delebørn i to hjem, ofte med hver sit regelsæt), i skoletimerne, i frikvarteret, i fritidsaktiviteterne og sammen med vennerne.

Det enkelte barn er det eneste gennemgående ele­ment i de forskellige kulturer, og det skal selv skabe sammenhængen mellem dem for at bevare sig selv i dem ‑ i modsætning til da jeg var barn hvor vi alle sammen var i det samme miljø med det samme regelsæt hele tiden, forklarer hun.

Børn i dag har derfor meget større behov for at mestre deres egen fortælling, fordi de skal mestre så mange kulturer på egen hånd. Får de mulighed for at udtrykke sig gennem deres egne mundtlige fortællinger, kan de få et tydeligere billede af sig selv, og de kan lettere afkode og forstå de forskel­lige faktorer som er på spil i deres liv og som er med til at forme dem.

‑ Og de er jo omgivet af mennesker som hver dag fortæller deres egen historie i frikvarteret, der­hjemme over aftensmaden osv., hvor vi refererer dagens oplevelser og forklarer vores reaktioner, valg og handlinger i små afsluttede fortælleforløb.

Ved fx at arbejde med eventyr i workshops med forfattere eller i skolen i øvrigt, kan børnene lære at beherske en fortællestruktur i forhold til selv at kunne bearbejde større begivenheder og mere overordnede forløb i deres liv.

FAGLIGE STRAMNINGER SPÆNDER BEN

At være en god lytter og være åbne over for bør­nenes fascinationer, er ifølge Josefine Ottesen alfa og omega, hvis man vil styrke børns forståelse for hvordan en god fortælling ordnes og skrues sam­men.

Har man fx besluttet at børnene skal lave noget som tager udgangspunkt i eventyrskabelonen, og drengene så går i gang med at digte noget om splatter og gevær, skal man ikke stoppe dem og sige at det ikke er et rigtigt eventyr.

Man skal kunne rumme at børns beretninger selvfølgelig er præget af de medier de er optaget af og ikke være bekymret over det. lsær fordi computerspil, rolle­spil osv. faktisk er meget tæt på grundfablerne. Der er bare lidt mere splat i dem end i Drengen, der ikke var bange for noget, og man kan derfor roligt lade dem arbejde med den vinkel de selv vælger.

‑ Udfordringen ved at bevare den åbenhed over for de alternative veje børnene selv søger, er sær­lig stor i disse år som står i de faglige stramnin­gers tegn. Både lærer og elev kommer let i klemme på grund af krav om målbare resultater, og det er vigtigt på forhånd at beslutte om det overordnede mål med et projekt er kreativt æstetisk eller strikt fagligt. Det giver heller ikke god plads til at afsøge kreati­vitetens frodige kaos hvis læreren føler sig usikker på børnenes brug af elementer der umiddelbart lig­ger uden for Brødrene Grimms univers.

Netop i sådan en sammenhæng kan det derfor være en værdifuld hjælp at få en kunstner ud på skolen som er vant til at tackle den kreative arbejdspro­ces, og se mulighederne i de afstikkere børnene tager fra den vej man har anvist dem:

‑ Før børn kommer i skole, bliver de tit rost for at finde på sjove ting ‑ en stol på hovedet er en sjov hule osv. Men i skolen er et A på hovedet så pludselig ikke andet end forkert. Skolen er stærkt funk­tionelt orienteret og fokuserer udelukkende på at dele verden op i rigtigt og forkert.

Og den kreative proces skranter under de forhold, fordi den er en vekslen mellem den undersøgende og den ordnen­de proces. Det som kendetegner den kreative pro­ces, er netop evnen til at springe mellem de to til­stande. Men den undersøgende proces rummer mange blindspor der ikke fører til noget. Derfor har skolen med de faglige stramninger den skal indrette sig efter, svært ved at rumme det under­søgende princip.

MELLEMRUM STYRKER LÆSELYSTEN

Josefine Ottesen tilstræber selv at møde børn med en meget stor åbenhed, når hun besøger skoler eller laver workshops. Fx skal hun i forbindelse med Læselystkampagnen lave et forfatterværksted på Byskolen i Svendborg.

‑ Mit ønske er at vi får skabt et rum hvor et A ikke længere bare er lig med et A. En slags mellemrum hvor der er langt bedre plads end i det daglige til at børnene kan undersøge og ordne deres personlige eventyr på en sådan måde at de får lyst til at læse og fortælle i et frodigt kaos ‑samtidig med at det også er helt i orden at nogle børn bare sidder og småsnakker med hinanden i hjørnerne og kikker og får noget andet med hjem. Og at mange af drengene helt sikkert laver udsyre­de og delvist usammenhængende historier, fordi deres drivkraft er at få sat enkeltsituationer i scene som fascinerer dem særligt stærkt.

Men går man i dialog med dem, kan de garanteret gøre rede for dem. Derfor håber jeg at det vil lykkes mig at skabe et rum hvor lærerne kan se at der sker noget, så de måske også selv bliver mere modige til at give mere rum til den undersøgende proces i den daglige undervisning.

BRYD SKOLENS VANTE RUM

Enkeltmøder som foredrag og forfatterarrangementer for børnene kan være meget udbytterige, men kan i nogle tilfælde få en lidt for underholdende karakter efter Josefine Ottesens smag.

Forløb over længere tid skaber derimod mulighed for en langt større dybde i dialogen. Bl.a. fordi de giver mulighed for at bryde den vante ramme om undervisningen der ofte er en barriere for barnets kreative proces.

‑ Børnene opfatter ikke skolen som et sted hvor man giver sin vilde ideer frit løb. Og drengene kunne aldrig drømme om at skrive fx en fristil bygget på deres rollespilscenarier, selv om de bru­ger enormt meget fritid på at formulere dem og planlægge dem. Det foregår nemlig uden for undervisningen i et helt anderledes åbent rum med uendelige muligheder, end det de kender fra sko­len.

Derfor skal der være tid og rum til at ændre deres opfattelse af mulighederne i skolens kreative rum. At tage sig den nødvendige tid til det, er det svæ­reste for mange lærere, men som hjerneforsker Kjeld Fredens har sagt: "Lediggang er roden til alt ånd" ‑ et kreativt miljø kræver med andre ord lange kaffepauser eller andre former for frirum.

Man kan imidlertid godt strukturere sig ind i det frirum, blot man er stemt i den rette tone med fokus på at sætte det kreative og det undersøgende i centrum i undervisningen. Selv om det ofte vil stå i modsætning til den underliggende dagsorden fra industrisamfundets æra som skolen stadig lider under ‑ at behovstilsidesættelse og lydighed er de vigtigste dyder at lære eleverne, forældede dyder der i alt for høj grad får lov at spænde ben for de vigtige processer børn i dag har behov for at mes­tre for at klare fremtidens krav.

Josefine Ottesen får også personligt meget ud af mødet med børnene via forfattermøder og work­shops. ‑ l mødet med børnene bliver de bøger jeg har skrevet for længe siden, levende for mig igen.

 At opleve at børnene kan bruge dem, giver energi til at skrive mere. Og jeg genopfinder også selv mine egne fortællinger og mig selv når jeg er ude at fortælle mine historier. For man er normalt ret ensom som forfatter. l modsætning til fx teaterfolk, møder man ikke sine modtagere og får deres umiddelbare respons på oplevelsen af ens værk. Derfor er det særligt givende for mig at få mulighed for at komme ud at møde mit publikum på denne måde.

Josefine Ottesen (født 1956 i København) arbejdede oprindeligt med børneteater og har siden 1983 skrevet en lang række romaner, letlæsningsbøger og billedbøger der især beskæftiger sig med myter, sagn og eventyr. Bl.a. Trilogien om Krigeren, Eventyret om Fjeren og Rosen, Drageherren og Grønnesø‑serien, Roselil‑serien, Drengen og mor­genstjernen. Modtog i 1987 Kulturministeriets Børnebogspris.

Interviewet bringes med tilladelse fra "Mulighedernes verden - børns møde med litteraturen og forfatteren". Udgivet i 2004 af Biblioteksstyrelsen i forbindelse med Læselyst-kampagnen.