Aktuelt : Livshistorier

Hvem er jeg?, Hvorfor er jeg her ? er spørgsmål hvis besvarelse er afhængig af om vi i kraft af vores narrative kompe­tencer kan kæde enkeltepisoder i vores liv sam­men til et meningsgivende forløb, hævder Marianne Horsdal, der har arbejdet med livshis­torier i 15 år.

I sin forskning afdækker hun de livshistoriske fortællingers betydning for identi­tetsdannelse, selvopfattelse, tilværelsestolkning og opfattelse af andre. Endvidere arbejder hun med hvordan børn lærer at fortælle, og hvordan forholdet er mellem den enkeltes livshistorie og samfundets kulturelle fortællinger. Hun indkred­ser den livshistoriske fortælling som narrativ genre og giver årsager til at livshistorier er så aktuelle netop i dag.

Bogen Livets Fortællinger (Horsdal 1999) ‑ en bog om livshistorier og identitet ‑ handler om hvordan vi gennem fortællinger skaber mening og sammenhæng i tilværelsen.

Marianne Horsdal har i mange år indsamlet livshistorier, og hun har ud fra disse historier undersøgt hvordan mennesket ordner sit eget livs fortæl­ling ved hjælp af narrative kompetencer. "Vi bruger fortællinger for at få sammenhæng i vores oplevelser og erfaringer som er tidsmæs­sigt adskilte" (Horsdal 1999, s.10‑11).

En anden forsker, Mark Turner, skriver i bogen The Literary Mind (Turner 1996): "The every-day mind is essentially literary." Mark Turner hævder at litterære fortællemåder, især historie­fortællingen og parablen, udgør de basale struk­turer i al menneskelig erkendelse. De er endda fysisk genkendelige i hjernens neurale netværk.

Som Mark Turner beskriver det, tolker mennes­ket sin omverden ved at stykke små betydningsfulde fortællinger sammen, således at de udgør et hele. Vi tolker hele tiden hvad vi ser og sæt­ter det ind i små sekvenser af handling, således at vi transformerer sekvenser af syns‑ og lyd­indtryk ind i sammenhængende forløb.

I Mark Turners begrebskompleks er det parablen der får verden til at hænge sammen for os. Vi lægger en historie vi allerede kender hen over små stykker usammenhængende forløb for at skabe et sammenhængende og for os forståeligt bille­de. På den måde får vi forvirrende omgivelser at virke sammenhængende og overskuelige.

The Literary mind er fuld af eksempler, både fra det virkelige liv og fra litteraturen, på hvordan denne proces fungerer. Men måske er de mest interessante de eksempler hvor Mark Turner undersøger det han kalder 'blended spaces'. Det er en betegnelse for det erkendelsesmæssige skæringspunkt mellem de to historier der udgør en parabel. I 'blended spaces' har vi både den historie vi ønsker at fortælle, the target story, og så den historie vi bruger til at præcisere og fremkalde symboler og billeder, the source story.

Viden kommer fra de gnister der opstår når sådan to historier støder sammen, og man i et glimt kan sc sammenhængen og kan koble real­plan og billedplan. Dette er en til stadighed igangværende proces, og derfor er viden og erkendelse også til stadig­hed ustabil.

At få verden til at give mening er en kompleks operation, hvor man hele tiden projicerer, kombinerer og integrerer. Dette betyder også at man som læser opbygger nogle bestemte forventninger til hvordan en his­torie kan udfolde sig, og i den sammenhæng kan nævnes de ikke-læsere som var elever i projektet på Byskolen. De blev opøvet i denne forventning om bestemte historiestrukturer, og flere af dem fortæller at det har gjort dem nys­gerrige efter at læse, og at de efterfølgende er gået i gang.

Den narrative førestillingsevne gør det muligt for os at opleve verden som andet end et kaos af uforståelige fragmenter, den ordner vores ver­den for os, "Story, projection, and parable do work for us; they make everyday life possible" (Turner 1996, s.12).

De basale historier vi kender bedst, er små hi­storier om begivenheder i rum. Det drejer sig om evnen til at kunne genkende og udføre små spa­tiale historier (small spatial stories). I vores små historier skelner vi mellem objekter og begiven­heder. Hvordan vi genkender objekter, begiven­heder og historier har at gøre med det der i kog­nitive teorier kaldes 'image schemas', en slags billedskemaer.

Billedskemaerne er mønstre der optræder i vores bevægelses‑ og sanseoplevelser. 'Bevægelse langs en rute' er et sådant billedske­ma. Dette billedskema bruger vi til at genkende bevægelse, f.eks. en hånd der rækkes ud til os, en bold der triller, mælk der hældes i en kop (Turner 1996, s. 16).

Billedskemaerne synes også at være grunden til at vi kan tænke abstrakt. Når vi eksempelvis projicerer noget rumligt på noget tidsligt, proji­cerer vi billedskemaer ‑ f.eks. opfatter vi tid som enten lineær eller cirkulær. Der projiceres billedskematiske strukturer fra rum til tid (Turner 1996, s. 18). Dette er hvad Turner kalder parabel. Marianne Horsdal ser som Mark Turner sammenligninger, eller parabler, som en af vores mest omfattende erkendelsesmåder.

"Vores behov for sammenhæng er måske det mest kreative i vores væsen, for jo større afstand der er mellem de emner, der sammenlignes, jo mere forskellighed kan vi forståelsesmæssigt rumme" (Horsdal 1999, s.20)…

Det er altså vores narrative kompetence, i dette tilfælde som parablen/metaforen/sammenlig­ningen, der skaber mening og sammenhæng for det enkelte menneske i en kompleks verden.

Et interessant eksempel i denne sammenhæng er pigen fra 2. klasse der…igen og igen spørger sine forældre når de sammen ser f.eks. en film i fjernsynet, om det her nu er "en historie" eller om det er "noget i virkeligheden? Det der er da ikke i virkelighe­den damens hund, er det vel?" Hun har forstået at noget i verden er fiktion der skildrer andre sammenhænge i den virkelige verden. En far fortæller at han løfter sin datter ned fra cyklen, og hun peger på katteøjet og siger: "Hvad er det?" Faderen svarer," Det er et katte­øje." Pigen falder i dybe tanker og siger så: "Men det er jo bare noget vi kalder det, ik?"

Både Marianne Horsdal og Mark Turner hævder at mennesket organiserer sin egen tilværelse ved hjælp af fortællingen. Ikke kun den store fortæl­ling ‑ vores livs fortælling ‑ men helt ned i vores måde at gebærde os på i vores hverdag.

Det er interessant at to forskere fra henholdsvis et psykologisk udgangspunkt og et kognitions-­og neuralforsknings udgangspunkt når til samme konklusion med hensyn til den mennes­kelige hjernes evne til ‑ og behov for ‑ at danne overblik over tilværelsen.

Uddrag af "Den blå drage" - om et læseprojekt ledet af forfatteren Josefine Ottesen på Byskolen i Svendborg i 2004. Udgivet af Biblioteksstyrelsen 2005 som led i Kulturministeriets Læselyst-kampagne. Gitte Holten Ingerslev DPU har stået for evalueringen af projektet.